Dialogisk læsning

Følgende bliver en sammenfatning af den viden, jeg har tilegnet mig i forløbet omkring dialogisk læsning.

Dialogisk læsning kan deles op i flere etaper:

Før
Før læsningen forberedes barnet på, hvad der skal ske. Hvordan ser forsiden ud, hvilke tanker har barnet om bogens indpakning og udseende. Her opstilles rammerne for barnet, og giver barnet en forventning om, hvad der skal ske. Her kan barnet også sidde med en genstand, som har betydning for bogens handling, og som symboliserer og dermed virkeliggør historien lidt mere for barnet. Her danner fortælleren også et indtryk af ud fra barnets nysgerrighed, hvad der skal spørges ind til under fortællingen.

Under
Under læsningen inddrages barnet. Både som medfortæller, men også i forhold til spørgsmål-svar-situationer, osv. Her følger fortælleren igen barnets nysgerrighed og lader sig være åben overfor barnets spørgsmål, således at der skabes et lovligt rum, hvor barnet frit kan tale og medvirke.

Efter
Efterfølgende er der rig mulighed for at snakke om bogen og dens fortælling, hvad syntes man bedst om, osv. Det er her også vigtigt at have gjort sig et billede af inden oplæsningen af bogen, hvilke nye ord, der introduceres i bogen, således at man kan reintroducere efter oplæsningen. Her bør man bruge de nye ord så meget som muligt, således at barnet får en forståelse af, hvad de betyder og dermed benytter sig af dem selv.

Hvad er dialogisk læsning så godt for? 
Set i forhold til den Brostrømske metode, som nærmere er læsning til børn, er dialogisk læsning læsning med børn. Som nævnt ovenfor inddrages børnene i læsningen og ikke mindst oplevelsen.
Det at inddrage barnet i højtlæsningen og stille spørgsmål undervejs udfordrer barnet sprogligt, styrker sproget og kan også være et fælles tredje ved relationsdannelse.

Resumé: tekst 3 - Børn og kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger

Beth Juncker, forfatteren bag det læste kapitel, går ind og skildrer hvordan kulturen – specielt i forhold til børn – har ændret sig gennem de sidste mange århundreder.

Samfund under forvandling – et epokalt skift?

Helt overordnet ses tales der i teksten om de ændringer/opbrud, der er sket fra 1950’erne og frem til 2007. 1950’erne omtales som Modernitet, 1980’erne var Globalisering og i 2007 snakker vi om Sen-/postmodernitet.

Kultur under forvandling?

Thomas Ziehes forudsigelse af konsekvenserne af den kulturelle forvandling forholdt sig således, at han mente, der i 1950’erne ville finde en kulturel frisættelse sted. 

Der var frem til 1980’erne en pædagogisk diskurs, hvor man opfattede æstetik og fagene indenfor dette som en måde at lære på (blive dannet på). Dette var uddannelsessystemet – i kultursystemet blev æstetik defineret som professionel kunst.  

Fra 1980’erne kommer der et opbrud, hvor hverdagskulturen begynder at tage over. Nu blev de gamle grænser mellem kunst og håndværk slettet og der var ikke længere en hierakisk opdeling af masse, populær- og finkultur. 

Kulturel frisættelse

Ifølge Thomas Ziehe finder frisættelse sted i 1980’erne. Ikke en social frisættelse, men nærmere en kulturel. På dette er der en stor social institutionalisering som betyder, at børn fra 1-års alderen begynder et længere institutionsliv med vuggestue, børnehave, skole, SFO og pædagogisk styrede fritidsaktiviteter. 

Æstetiseret hverdagskultur

Der er nu en forskel på børns kultur og unges kultur. Teksten fortæller, at det ikke kun er børns sociale betingelser, der har ændret sig voldsomt siden 1950’erne. Samtidig med at børns institutionsliv blev en større del af barndommen, begyndte forskellige kommunikationsmedier at poppe frem. Nu kan børn ikke kun ses fysisk i fritiden, men de kan også være sammen via medier.

Med andre ord er der sket en forskel fra 1950’erne, hvor børn legede udenfor, til i dag, hvor børnene leger indenfor og ikke altid i samme lokale.

Børnekultur og børns kultur

Børns kultur er kultur, der dagligt omgås i medierede æstetiske symbolske udtryk og kommunikationsformer. Børnekultur er professionelt pædagogisk-psykologisk funderet formidlerkultur.

Det nævnes at børn og unges kultur er mediekulturer, men at børnekulturen og skolekulturen endnu ikke er mediekulturer. Dette ses i, at undervisningskulturen (skolekulturen) stadig benytter sig meget af de såkaldte gamle medier i form at litteratur. Disse bruges til analyseobjekter. De nye medier (computere og internet) benyttes mest til at finde information om andre emner (ved bogens udgivelse).

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb

Den udvikling, der sker fra modernitet (1950’erne) til sen-/postmodernitet (2007, iflg. figuren i teksten), kan beskrives som en forvandling af kulturbegreber og kulturelle forestillinger. Kultur for børn tilvejekommer oplevelsestilbud og kultur med børn tilvejekommer aktivitetstilbud.

Paideia: den kultur, et menneske erhverver sig i løbet af sin opvækst, opdragelse og uddannelse, som et centralt værdibegreb.

Det pædagogiske børnekulturbegreb

Det børnekulturelle systems formidlingstradition skal hæve børn ud af at følge deres fornemmelse. Det skal give dem redskaber til at tænke og argumentere med, føre de kulturløse ind i kulturen og give dem mulighed for at kunne opleve. Kun dér, kan de selvstændigt vælge til og fra på et rationelt argumenteret grundlag.

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb

I 1980 og frem sættes den kulturelle frisættelse i gang og dermed er grundlaget for det børnekulturelle system lagt. Hverdagskultur er nu synlig og sociologien taler om, at barnet er handlende (kulturskabende).

Det antropologiske kulturbegreb kan omfatte nye tendenser og kan åbne vores øjne for, at børn faktisk er i kultur. (à Kultur for børn og Kultur med børn kan knyttes hertil).

Kultur er ifølge antropologien ikke noget, vi har, men det er noget vi ser med. Et standpunkt.

Det klassisk-humanistiske dannelsesbegreb er individorienteret. Det antropologiske kulturbegreb søger derimod det kollektive, som alle tager del i. 

Børns perspektiv

Der er siden 1980’erne forsket både psykologisk, pædagogisk og sociologisk i børns perspektiv. Disse forskellige forskningsinteresser åbner forskellige dimensioner af børns fortolkningsfællesskaber – men kulturforskning åbner kun for de kulturelle. Det antropologiske kulturbegreb gør børns kultur og deres kulturelle fortolkningsfællesskaber synlige. 

Leg – en selvstændig livskategori

Børns kultur handler og argumenterer konkret og ekspressivt. Det handler om at have det sjovt. Leg er leg.

Instrumentelle og autoteliske kulturer

De instrumentelle kulturer knytter sig til børns pædagogiske institutioner fra barn op gennem ungdommen med videreuddannelser og til de voksne mht. efteruddannelser og job. Disse instrumentelle kulturer er bestemt ud fra udefrakommende målsætninger som eksempelvis love, læreplaner, osv. 

De autoteliske kulturer knytter sig til fritid og kulturliv. Dette er styret ud fra lyst og behov ud fra egen vurdering. En autotelisk kultur er en metakultur. Og børns kultur er netop en autotelisk kultur.

Metakultur: skaber sine egne meninger og egen legitimitet og er ikke afhængig af, hvad andre ser som værende normalt indenfor værdier og idéer. 

Folkelige og professionelle metakulturer

Kulturlivet retter sig mod os, som mennesker og ikke mod uddannelses- eller arbejdsliv. At gøre vores liv rigere. 

Dynamikken mellem den folkelige kulturtradition (den, vi har med i baggagen/kroppen) og den aktuelle kunstneriske udvikling, der sker omkring os, gør, at vores kulturliv udvikles.

Smag

”Smag” er et andet ord for ”lyst”. Vi mødes i vores fritid med folk, der har samme smag/lyst som os selv.

Æstetiske kulturbegreber

Det æstetiske er forudsætningen for erkendelse og for socialitet ved hjælp af æstetiske genrer og medier. Begrebet om børns kultur viser, at det er evnerne til og mulighederne for at omgås med det æstetisk-symbolske, der er helt centralt i børns kultur. Men omgang med det æstetisk-symbolske viser sig gennem de kulturelle briller, at være afgørende for de processer, som børn forbinder med mening og betydning.

Fokusområder kommer senere.

Børnevitser

Min aflevering om børns vitser kommer til at være anderledes. Forklaringen skal ses i, at de børn, der er i min nærmeste omgangskreds enten ikke er i vittighedsalderen endnu eller også er deres hoveder fyldt af indtryk, så der ikke er plads til vittigheder (vi taler her børn, som kæmper med personlige problemer, diagnoser, osv.) - selvom jeg har forsøgt at lokke vittigheder frem, er det ikke noget, de rummer ligenu. Jeg kommer til at skrive mere imorgen, da jeg gerne vil aflevere noget, som viser, jeg KAN kategorisere vittigheder - men det bliver nok ikke på den måde, der var ment med opgaven. Jeg gør det altså i denne aflevering på min måde, og håber det kan accepteres.

//Chris

At skabe antropologisk viden om børn

Teksten søger at skabe et generelt overblik over, hvad forskningsstrategien feltarbejde er i forhold til at komme frem til antropologisk viden indenfor børn.

Feltarbejde:
en overordnet betegnelse for forskellige etnografiske metoder. Derfor ses feltarbejdet også som det vigtigste i antropologisk forskning. Feltarbejde er det at finde ud af, hvordan barn, børn og kontekst er forbundet ift. hvordan man arbejder i hverdagen med disse.  – Teksten tager udgangspunkt i et antropologisk synspunkt.

Ifølge den norske antropolog Frederik Barth (1980: 4-5) er det alfa-omega, at man i sit feltarbejde infiltrerer (deltagerobservation) sig i sin målgruppe for at blive anset som et medmenneske istedet for at man ikke får skabt kontakt med målgruppen. Først når man er medmenneske ift. målgruppen, kan målgruppen åbne op og give dig det svar, du søger istedet for noget "skraben-i-overfladen"-noget.

Ikke alt kan forklares, og derfor skal man i feltarbejdet også kigge bagom handlingerne og tyde handlingsmønstrene for at finde ud af grunden til, hvorfor målgruppen gør, som den gør. Og derfor skrives der også, at man skal søge at undre sig, da det giver flere spørgsmål, som kan sørge for at komme dybere ned i feltarbejdets udgangspunkt, for at skabe antropologisk viden om målgruppen.

Deltagerobservation:
Udover at deltagerobservation betyder, at man skal tage del i hverdagen i sit feltarbejde for at få noget reelt ud af opgaven, betyder det ligeledes, at man skal forsøge at holde en objektiv tilgang til tingene.

Det beskrives i teksten, at det er, som en blanding af to sider - den side, hvor man deltager i målgruppens hverdagsliv samt den side, hvor man forholder sig reflekterende og analytisk til det, man har observeret i førstnævnte kategori. Derfor nævnes der ligeledes i teksten, at man skal passe på med at lade sig rive med af målgruppens eventuelle personlige problemer, anerledes kulturelle levemåde, osv.

Feltarbejde som refleksiv tilstand:
I denne del af teksten lægges der vægt på, at man under feltarbejde kan blive subjektiv i sin refleksive tilstand. Der nævnes, at det nærmest er umuligt ikke at have en form for subjektivitet med indover sit feltarbejde, da man ikke kan undgå at køre sine iagttagelser gennem sit filter. Det felt, vi arbejder med og det felt, vi beskriver, bliver to forskellige ting; det felt vi beskriver afhænger 100% af hvad vi har mulighed for at få nedfældet. Dog menes der ikke, at det er en dårlig ting, da vi kun ved subjektivitet kan forholde os til den virkelighed, vi bliver mødt med.

Antropologisk empiri = den data, der registreres over forskningsobjekter med teori samt personlige erfaringer og prioriteringer for øje. Der fortælles, at empirien (konstruktioner) ikke er skabt ud fra spekulationer, men at empirien altid kan refereres tilbage til de forhold, man har sat sig for at undersøge.

Om konstruktionen af et barneperspektiv:
Der stilles spørgsmålstegn ved, om man kan tale om et decideret "barneperspektiv", da forfatteren mener, at der i alle grupper af børn findes mange forskellige individer med alt hvad der hører til. Og alle disse små individer med hver deres interesser og ligeledes forskellige "modeller af verden" er på trods deraf stadig sameksisterende i gruppen. Derfor menes der, at man ikke kan gå ind og tale om et generelt barneperspektiv. Hvis man ser på det som ét barneperspektiv og én barnekultur, risikerer man at man overser individerne, og dermed får tegnet gruppen som en stor homogen gruppe end det måske er.
Der fortælles også, at et barneperspektiv ikke er noget, man kan kigge på empirisk, da empirien ikke kan indsamles udelukkende ved børns udtalelser og handlinger - disse skal også inddrages, men man skal også overveje den relevante teori, som er en del af opbygningen, udførelsen og analysen af et feltarbejde.

"Objektet for den antropoligiske forskning er ikke bare børn, men børn i bestemte kontekster."

Analyse af kontekst:
Konteksten er iflg teksten dét, at man ser objektet (barnet) i forhold til dets omgivelser. Der skildres mellem to forskellige teorier omkring hvordan en kontekst er - og derudaf nævnes at teoretikeren Raymond McDermott har en anden teori om, hvad kontekst er. McDermotts kontekst er, at det er et reb med sammenspundne fibre, hvor hver af fibrene står for betydningsfulde elementer  for objektets (barnets) problem.  Men det er ikke bestemt på forhånd, hvad der har størst betydning. Konteksten er udelukkende et udtryk for at de sociale, personlige og kulturelle omstændigheder i ens liv væver sig sammen til dét, der bliver objektets kontekst.

Antropologisk viden om børn:
Dette sidste afsnit sammenfatter mestendels de foregående afsnit. Dog pointeres der, at det at arbejde ud fra et antropologisk perspektiv betyder, at man arbejder på at få et indblik ind i de aktive samspil omkring etablering af positioner, viden og handlemuligheder i forhold til mennesker/betydninger, som omgiver og yderligere blander sig det barnlige.

Ja ja - i mine øjne blev det snarere til et referat, men det er vel også kun for at se, at jeg er studieaktiv og har læst teksten. Og ja - hvis dét er tilfældet, så må ovenstående jo være fint nok. :-)

Børns vitser

Jeg er i fuld gang med at samle børns vitser ind. Men indtil videre er de kun kommet med de vitser, som i forvejen er eksempler i det sidst-læste kapitel. Så jeg kan jo blot deraf konkludere, at Povl Bjerregaard har fat i den lange ende!

Jeg forsøger fortsat - jeg har fundet ud af, at specielt 0.-klasserne er meget optaget af at udtrykke deres mundtlige legekultur gennem gåder, vitser og parodier. Idag fik jeg at vide, at vittighederne var lært fra de ældre søskende. Endnu engang kan jeg genkende noget fra Povl Bjerregaards tekst.

Børns mundtlige legekultur – et resumé

Følgende er skrevet ud fra tankegangen af, at et resumé er et meget kort referat, hvor man bliver nødt til i forarbejdet med teksten at gøre sig klart, hvilke hovedpunkter, teksten består af. Kun disse hovedpunkter skal man gengive. (http://nkm.dk/1z/Opg_3/Redegorelse/redegorelse.html)


Kapitlet er skrevet af Povl Bjerregaard og findes i bogen ”Dansk, Kommunikation og Kultur”.


Povl Bjerregaard berører emner som:

• Sprog, fortælling og mundtlig leg
• Gåder og gådevitser
• Gyserfortællinger
• ”Alle børnene”-genren
• Parodier
• Rim og remser

Fælles for dem alle er, at de omhandler, hvor vigtigt det er, at børn får udforsket sprogets nuancer. Der pointeres, at børn gennem forskellige sproglige blomster kan udvikle deres kommunikative evner samt får lært at jonglere med de forskellige nuancer, som opbygger sproget.


Der udforskes humor, roller og grænser. Der udtrykkes følelser og fortælles. Der leges. De voksne og de jævnaldrende afprøves. ORD afprøves. Og alt sammen gennem nedenstående punkter, som også er de punkter, som teksten er bygget op over.


Dét mest sigende – i hvert fald i indledningen – er at Povl Bjerregaard fortæller, at man som den voksne kan færdes inde i den ramme, som er legekulturen, for at analysere sig frem til en forståelse af barn, udvikling, sprog, osv.

Punktet "Pædagogers betydning for 6-12 åriges legekultur i institutionerne" fortæller blandt andet, at pædagoger og voksne generelt tit gør bedst i at lade børnene lege og udtrykke sig. Netop pga ovenstående, at børn finpudser deres sprog og afprøver de sociale grænser.

Derudover opfordres der i bogen til at understøtte børns leg med sproget ved at lave kreative tiltag samt at hjælpe de mindre børn til at forstå, at ikke alt kan siges overalt.

Refleksion omkring "Børns mundtlige legekultur" af Povl Bjerregaard

Jeg blev nervøs, da jeg hørte, at vi som en del af studieforberedelsen skal indsamle børns vitser. Jeg synes ikke, jeg har hørt "mine" børn på min arbejdsplads, fortælle vitser. Men efter at have læst teksten af Povl Bjerregaard har jeg fået en større forståelse af, at vitser ikke nødvendigvis behøver at være "alle børnene..." eller at børnene kommer og siger noget, de selv synes er sjovt.

Teksten har givet en langt større forståelse af, hvad "vitser" kan være. Og her mener jeg, at vitser skal forstås netop som børns mundtlige legekultur ift deres sprogblomster.


Jeg synes det er svært at reflektere over teksten som sådan, da jeg kan nikke genkendende til rigtig meget af det, som der skrives om. Men det i sig selv er vel også en refleksion.

Når det er sagt, havde jeg hellere skrevet et referat af teksten, så jeg kunne få lov til at vise, at jeg har forstået teksten - men min studiegruppe kan nok godt nikke genkendende til, at jeg gerne vil have lov til at udtrykke mig på mere plads.

Velkommen

Velkommen til mit første indlæg i faget Dansk, Kultur og Kommunikation! DET bliver vel nok spændende!